United States or French Polynesia ? Vote for the TOP Country of the Week !


I det sidste Fjerdingaar har jeg læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom. Abigael . I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen? Ambrosius . Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før.

Som Markens Blomst henvisner fage alt, hvad af jordisk Rod oprandt, og talte snart er Stevets Dage, selv hvor med And det Gud forbandt; kun hvad der kom fra oven ned, kan blomstre i al Evighed sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter. Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en oprigtig Sjæl.

-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos Degnens. -Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet paa sit Hoved. Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos Skolelærerens undtagen Sengene.

Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv. Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til. Madam Esbensen var Jordemoderen. -Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen: -Det var paa det nærmeste. Emnet interesserede alle.

Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem ad Gammelgaard til.... ... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene. Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar.

-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« som Tine kaldte ham ned ad Kinderne bare ved Tanken. De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten. -Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner baenkede og sad lavmaelte og stramme rundt om Madam Ballings Flodekumme, mens Tine bod Kaffen om til dem og Kapellanen det var, som fik hun det saa underligt i Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. Og Ojnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte til hende, som nu.

-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen. -Hun talte om Dig, sagde Moderen. Og hun tav igen. Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var, ligesom han var bange. ... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam Jespersen.

-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved Degnens Møbler, at de er saa venlige. Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen. -Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden. -Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen. -Op igen, op igen, raabte Tine.

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod dem: Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i Skolestuen. Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik saas bag et Vindue i Sovekammeret.