United States or Georgia ? Vote for the TOP Country of the Week !


"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William. "Kære." Hoff slog Pudderer af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang'et." William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han. "Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok," Hoff lo: "Det er jo det, som er Ulykken." "Farvel og god Fornøjelse" "Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken."

"Lad os gaa ned og læse højt," sagde Stella. Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog.

William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet. "Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte. Stella nikkede, Gadedøren gik.

"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte. "Ja." William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst. "Nytter " William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet. Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt.

En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen C. E. Scharling , hvis Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den gamle N. M. Petersen var en Type paa en stille Lærd, der levede i Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm.

William gik lige hen og slog ham med knyttet Haand i Ansigtet. "Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, blev han meget bleg, men han sagde ikke mere. Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen.

William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William

"Det er Forbi," sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke, tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og gav sig til at græde. Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene. William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede Drengen paa Panden. William løb ...

Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ... spurgte han sagte, næsten angst. "Jeg mente med Navnet," sagde Nina. William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst. "Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ... Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk. Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt," sagde hun.

Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og han havde intet Herredømme over dem. "Det maa være Champagnen," sagde han og sagde paa fransk et b for p'et. William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne gled fra ham i Skrækken.