United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Siden da Dødskampen begyndte, hørte de ham ralle eller smaagræde i Vildelse som et stivsindet Barn, han laa en hel Dag og hulkede med længere og længere Mellemrum, efterhaanden som Livet og Trodsen faldt i ham. Dødskampen varede i to Dage. Han havde et Anfald af Skræk, da han fraadede og lyste Forbandelse over Syner, som han lod til at se.
Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran den Syges Seng: Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! gentog hun og famlede i Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder: Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! blev hun ved at raabe. Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden.
Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Raekke de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud. Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling. Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn.
-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. -Ja. Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Soen med "de unge Piger". Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.
Hans Forlængsler var ikke bleven gjort til Skamme, de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var bleven forlængede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu. Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter fløj i Vildelse op og ned ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken Jubelklang.
Deres Tænder klaprer, de græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed. Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt, hvad Tiden ødelægger.
Han havde rejst sig, og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var det altsammen.
Nogle Timer efter, da de saa til ham, havde han stærk Feber, og han vaagnede ud paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men ved den Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om Morgenen gik Værten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var Zacharias i Bolt og Jærn, og hans homunculus under Rettens Forvaring. Det kan nok være.
Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane.
Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt.
Dagens Ord