United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste ham.
Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel.
De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.
Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt.
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler. De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine; havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have hvilet paa dette Ansigt. Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var stadig ubevægeligt.
Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel. -Han har jo faaet sit , sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod Lyset, sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.
»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var borte, hvor han ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De heller ikke den for Noget?«
Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn. -Hr. Adolf Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til Trøst. Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen.
Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden? Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem? Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro! Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have Retssager med hverandre.
Dagens Ord