United States or Trinidad and Tobago ? Vote for the TOP Country of the Week !
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde sagde: -Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá. -I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen. -I har jo redet. -Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld i Hænderne. Baronen gik tæt hen til Manden: Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen? Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry. Saa gaa ned med dig!
Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der kunde overleve Eder! Baronen . Ikke et Ord mere! Captainen . Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. Hr. Baron fører en famos Commando.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende: -Ja, Baron, min Stedsøn en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi gaa ud til de andre? Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for? -Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til Familjen. Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck.
-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands. -Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage: -Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.
Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse. Men Baronesse Alvilda laa med aabne, søvntunge Øjne og stirrede haabløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad han, der ikke var vant til at græde om mod Excellencen: -Tak, sagde han og rejste sig. Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals: -Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals: -I henter mig sent, sagde han.
Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde: -Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig. -Hvem? Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det? -Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.
Jeg vil i Aften fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal. I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra Prøjsen til Polen.
Dagens Ord