United States or Czechia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder.
Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød. -Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt. -Ja, sagde han: sent eller aldrig. De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han: -Hvordan gaar det dine Sønner? Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker: -Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer. -Naa, er det nu opgivet?
De stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden. Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda blandede deres Vellugt i Vaserne. Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.
Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede hun sig selv. Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal. Saaledes var hendes Liv.
I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed. Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ.
Aa af en Gren, sagde hun. Hun slog Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede. Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal. En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven. Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals. -Jeg beholder det, sagde han.
Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, en graadig Fortvivlelse ...
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende: -Ja, Baron, min Stedsøn en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi gaa ud til de andre? Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget Indhold op, og Tiden gik. Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa.
Alt mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind. Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og Blikket saa dugget-blødt.
Dagens Ord