United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det vil være mig der kommer til at profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig kun lige hvad jeg selv behøver." "Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr.
Grev Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da. Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.
Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk.
Carlton House Terrace , Den 21. December. Det er tre Uger siden jeg skrev, men jeg har haft alt for travlt og været alt for lykkelig til at skrive i Dagbøger. Jeg har været her lige siden for at faa mit personlige Udstyr, og Véronique er blevet vant til den Kendsgerning, at jeg ikke kan faa nogen Krone paa mit lingerie ! Det er det dejligste i Verden at være forlovet med Robert!
Man aabner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske spørge hende om en virksom Desinficering.
Han var i sit Liv saa vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, at det til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de Mennesker, han holdt af. Havde han blot tænkt paa alt det, inden Bøg gik: han vilde have tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid.
Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det ham fast endnu mere.
Han var nu snart vant til Adolfs Hast og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.
Han mente det virkelig ikke saa farligt i alt Fald mente han det ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til, at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret. Han saa hen paa Hansen-Maagerup.
Hun havde jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man vænnede, man vænnede sig til alt. Jo Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget. Til alt til alt var hun vant. Hun smilede: Ogsaa til Skændslen. Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Dagens Ord