United States or Bosnia and Herzegovina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opbrud, Oplosning af Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle Skildringer i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. Men fremfor alt genfinder jeg bestandig i Emner, i Fremstilling, i Stil overalt, hvor jeg skrev og hvad jeg skrev. Lyden, Tempoet, Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra Horsens.
Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdélsmøder; fra Landsdélsmøder til Kongresser bestandig med dette Apparat, som han forklarede med altid de samme Ord.
Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende. Jeg forstaar, sagde hun eller snarere hun aandede de to Ord ud, næsten uden at bevæge Læberne. Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer.
Han tegnede bestandig, og hans Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland.
Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik.
Jeg haaber, De vil lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var her." "Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det mindste De véd godt jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet synes De ikke ogsaa? saadan for bestandig?"
Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret.
Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hensunken i Tanker. De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Understrøm gennem hans Ørkesløshed.
Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne, naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt.
Faa Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab, som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre mer og mer. Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles.