United States or Guatemala ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i Taagen.
Jeg har jo fortalt dig saa meget om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde være bleven ligesaadan en Moder. For jeg mærkede i mig den samme Forstening begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg senere havde forstaaet. Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig selv.
Senere har jeg forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling.
Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde der var ingen, der kunde sige, om Søstrene egentlig havde forstaaet : -Jo, Du, men hvor tror Du, man træffer mange som Mourier? Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig. -Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.
Og nu sad hun ikke alene dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit; men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste, havde hun faaet anbragt paa Kragholm.
Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om.
Han havde levet sin Barndom som en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre ikke ham.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk: -Det var en Springer for Kate. Ida havde ikke forstaaet straks men nu rejste Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm.... -Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.
Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang løb det forbi: -Hvem der havde brugt hans Penge.
Dagens Ord