United States or Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !


Som hun ældedes for Resten, Frøken von Salzen hun gik altid med to Stokke nu. Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden "den Ungdom" begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen. En Morgen Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar vækkede Pigen Priorinden meget tidlig. -Deres Naade, der er en Herre.... -Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte komme igjen.

Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne. Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde: -Ja, Ungdommen raser. Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt: -Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus. Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren

Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte ikke om, hvor hun havde været og ingen spurgte. Man #spurgte# ikke Frøken von Salzen. Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde. Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.

Sagte lagde hun sit Hoved ind til den gamles Bryst: Tak, sagde hun. Tak. Hvor De er god. Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de rystende Hænder. Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von Salzens Sovekammer. -Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen, mere Ro, Barn, naar man er to sammen.... Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich. Han vilde komme hjem om Aftenen.

Tak for Mad, min Pige. Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne paa sine Laar. Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har Hjerne. Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede. Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene. Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.

Priorinden følte en Taare paa sin Haand. Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich. Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin. Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget" saa fortrukket blev hendes Ansigt. Deres Naade! sagde hun angst, Deres Naade!

-Og saa munter han altid var det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren: Hendes Naade Priorinden. Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst. -Ja. Priorinden kom alene. Frøken von Salzen kunde ikke spørge.

-Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum. Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe, og med ét lo han: -Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet Constance gift. -Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre....

Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og saadanne om Morgenen.... -Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev.

-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø. ... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen. -Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig. -Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.