United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt, naar du taler om ham. Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede. Rejs dig op! sagde hun. Der sejler saadan en nydelig Baad ude paa Søen! Det er ingen Sø; det er en Fjord! Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen! Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. Jeg ligger saa godt!
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet.
Pigebørnene strakte Hals og lyttede. Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg! Og der er Næsgaardenes! Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver.
Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der lænket til en rødmalet Pæl en hvid, der skulde bringes som et særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse. Det var Dick Sand. Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans. Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte Vandet langsomt at sive ind i Graven.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet
Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa han trykkede hendes Arm hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet! Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det.
Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det? Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel. Næi, hæ, hæ! Var han ene i Baaden? Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug. Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?
Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel Gentleman sad og nikkede neden under. Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien. Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers var det tyst.
Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun: Tell my the tales, as remember to my Long, long ago Long ago. Deres Yndlingstur var langs Havet. De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand.
En Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen, naar de var alene i Stuen. Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde ikke forstaa.
Dagens Ord