United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer. Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud.
Efter dem dukkede Tjenerne frem med ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder. Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i. Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set. Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de stansede, mens Tjenerne tog Balslagene.
Paa Pladsen var der lyst med Sne over Muren og paa alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. -Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer. -Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. -Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
Hun blev ved at snakke med sig selv om Bolling og de Saarede og om Vejen. -Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et Ojeblik efter gentog hun paany: -Og saa vil Tine rejse ... som om det stod i Forbindelse med Vej og Blod paa Trappen og alle Sporgsmaal under Solen. Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bolling kom. -Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.
Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme. -Elsket og savnet. -Elsket ud over Graven. -Kærlighed er Lovens Fylde. Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse Navnet paa Stenen. Saa raslede det bag Pilen.
Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende Brænding Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen. Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til: -Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en? -Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop. Han havde atter drejet sin Stol: -Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant.
Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat. De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet
Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa. Hvad? Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde Jens Andersen forstaaet ham. Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om.
Dagens Ord