Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. oktober 2025
De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed uden at tale. Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at tale losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat.
Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret. -Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret. Sofie vilde svare, men hun sagde: -Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser. Sofie nævnede Deserten: -Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade. -Jeg fik Penge igaar.
Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet. -Naa I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?
Her stansede Toget helt saadan parlamenterede Englaenderne med den Enarmede og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede sin store Haand: -Ja de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet.
Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran Husmandens Petra med rystende Hoved. Det var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om. -Og Blod torrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre igen. Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.
Hun saa pludselig Lakajen han gik forbi hende for at aabne Laagen hun havde ganske glemt ham. Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu. Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule. -Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi gennem Laagen. Lakajen lukkede Laagen.
I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev ganske hæs: -Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?
Og i hastig Længsel stansede hun Bernstorf midt i Salen: -Kom der er Carl lad dem spille en Vals. Og hun forlod ham. Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse. Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, og hendes Næsebor skælvede. Kom vi vil danse ... Det er en Vals. Valsen var mild; den vuggede blidt.
Han klædte sig paa og han gik ind. Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser. Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne.
Om det saa kun var i Smug at sé hende. Bare at komme hende nær. Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte dog gaa langsommere. Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For andet nei andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne faldt Erik af Hænderne.
Dagens Ord
Andre Ser