Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. oktober 2025
Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort fra Lyset. Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, stansede Carl: -Hør, det er Rubinsteins "Asra". Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. "Asra"? sagde hun.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en Kæmpes: -Lad mig se hende. -Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var. En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg: -Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence. Han svarede ikke.
-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til: -Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger. Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil: -Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.
Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bolling hun var helt forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bolling paa den anden Side af Sengen. Saa taenkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han havde da "Magten over Tine" ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod alting staa og gik hun vilde strax derned. Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.
Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen. -Jeg har faaet Brev fra Carl, sagde han. Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag? Har han det godt? -Rigtig godt. Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket. Han kom hen og satte sig igen.
Hun stansede midt paa Gulvet: -Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør. -Det véd jeg. Frøken Erichsen gik. Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Haand.
Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde: -Hvad si'er Deres Englaendere? Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to Skindklaedtes Eder. Og Hans Hojaervaerdighed nikkede stille, staaende midt i Stuen, seende ud for sig, som saa han allerede for sine Ojne alle disse Skarer, der brod frem fra alle Verdensdelens Hjorner: -Ja, sagde han.
Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« ... Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede. »Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?« Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet.
De stod lidt ved Døren som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. Husk at ønske, Carl. Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod Mælkeveiens Skær.
De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne De er altfor uforsigtig. Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: -Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes.
Dagens Ord
Andre Ser