Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. oktober 2025
Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte Sække. Han stansede foran den inderste Dør, der stod paa Klem. -Hvad vil han her? lød en Stemme, hvis Lammelse blev hvæsende under Vreden; hvad vil han her? -Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.
Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var svært at faa: -Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade. Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes Fald. Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde: -Saa underlig denne Dag maa have været for Dig, Harriette. -Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.
Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen, gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren, Skovrideren ... Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.
-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede. -Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt. Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen. -Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen. De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Faderen stansede i en Krog, og han satte sig. Længe sad han tavs. Saa sagde han: -Hvor langt Du er kommet bort Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun: -Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem. -Ja, Fritz; og hun talte hæftigere: -Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den eneste, at Livet vil fortsættes.
Og Moblerne havde faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde: -Aa Herregud aa Herregud klagede Madam Bolling ved al den Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde vaeret: Og se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede. Der stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej. Alle tav igen, til Marschalinden sagde: -Hvor gammel var hun egentlig? -Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads. -Tyve Aar, gentog Marschalinden. Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog: -Ja, alting her i Verden er blindt ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter. De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne. Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse Lys.
-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i Sengen. -Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Taeppet. Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen. Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden og stansede foran Kokkenvinduet.
Og da han løftede Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene. Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig køn synes Du ikke? Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi Sofaen. -Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...? -Hvorfor dog?
Dagens Ord
Andre Ser