United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa Pladsen var der lyst med Sne over Muren og paa alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. -Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer. -Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. -Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte Talen ind i Kokkenet. Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse.
Og pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong Kristians Billede, der knustes.
Men Lystigheden kom kun som korte Vindstod og saa blev der svaert tyst igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget staerkt. En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod taet ved Smedens Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde en af Soldaterne, fast og stille: -Ja, Hr. Lojtnant, vi ved jo, at vi skal derud.
Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer. Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham raabe: -Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten, har jeg sagt.
Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik bort ad Vejen. Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til Laengen: -Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. -Ja. Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt, Hundrededelen af et Ojeblik.
Gaardkonen stodte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod. Har han talt ? spurgte hun. Gaardkonen graed. -Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen paa Sonnen og paa Fruen de to, de er i hans Tanker aa Gud, for Sorg aa Gud, for Sorg. Tine sad som hjemme, taet ved Sengen ubevaegelig stirrede hun paa hans Ansigt. -Han vaagner, sagde hun.
-Nej ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget. -Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg. Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han graed og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende: -Op Tine op.
Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men Skovrideren blev ved at laese: ... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen om "Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snovlende: -Min Go'e det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.
Dagens Ord