United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !


-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. -Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni Fingre. De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.

-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i "Bladet" den kunde han laese; -Ja, laes, laes, raabte de alle.

Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men Skovrideren blev ved at laese: ... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler foran Taellelyset: "Du godeste Gud ja det var den Gang," sagde Fru Berg og holdt pludselig op at laese. -Og det troede man var Kaerlighed, sagde hun og slog den flade Haand ned mod Brevpakken, mens hun lo. De sogte videre og endelig fandt de Vanillen. I Kokkenet var Fedtegreverne paa, og der stod en Damp over Skorstenen.

Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at hun med et tog dem op og laeste dem hojt. Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte Ordene helt herud: "Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?" "Oppe paa Hjornet af Aabenraa!" "Ih Gud bevares, skal den Sorg ramme det praegtige Pjaltenborg!"

Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen. Hans Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap: ... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham til Graven med et inderligt Farvel.

Tine laeste Datoen den 16. April. -Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie. Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at laese: Det Brev kendte hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne til Fruen.

Der var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: -Det var Bergs Breve fra det forste Aar, de var forlovede ... Hun loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte alt.

Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage med "Husker De?" og "Husker De?" igen. Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev ved at laese det lange Brev Side efter Side. -Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge siden. -Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.

Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd". Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd uden hans daempede Stemme.