United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Nej, er der daekket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok saa rank op i Sofaen. Efter The plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren. Eller Berg laeste, i den store halvmorke Stue, hvor der kun var lyst rundtom Lampen.
"Mangen kraftig Mand" laeste han igen "vil laegge sine Ben her i den fremmede Jord; mangt et omt Moderhjerte vil faa det Budskab, der er tungest af alle. Men det maa vaere vor Trost, at Ulykken vil ramme vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans Hjem end i vort.
Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsoge at skrive paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende. Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja det var om Skovrideren alt, hver Saetning alt . Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og graed ...
Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger. Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Der, der , sagde Tine og gav hende de nye AEg paa et Fad. Berg laeste ved Taellelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store Bogstaver. De talte om Fru Berg laenge, med halvdaempede Stemmer. De talte jo naesten altid om hende. -Men hun trives ikke derovre, sagde Berg. -Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.
Tines gamle Skriveboger var blevet taget frem dem med Love-og Tigerjagterne paa Bindet. Dem sad han og laeste i Time efter Time. Tine sad ved hans Fodder hun stirrede paa de store Barnebogstaver. "Du skal ikke have andre Guder for mig" stod der i Linje efter Linje. Bolling fulgte Linjerne med rystende Fingre.
Biskoppen tog det op og laeste et Ojeblik deri, og mens den gamle "Reaktionaeres" Ansigt fortrak sig til Spot eller Smerte, blev han ved med at laegge det sammen og sammen ligesom til en lang Svobe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tomte Glas. Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. AErbodig tog han Kongens Billede op.
-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sogte at lofte Haanden med et Brev, han holdt et Telegram, som Provsten tog og laeste og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive Haender, over alle de andre, som var stimlede ud. Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Sten stottede ham. De vidste det alle nu, men ingen talte maaske et halvt Minut talte ingen.
Der var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: -Det var Bergs Breve fra det forste Aar, de var forlovede ... Hun loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte alt.
Korrespondenten skrev om Vogne med "praegtigt Kod" og en Maengde Brod og Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han over til at tale om "Stillingen", og Hojaervaerdigheden laeste uvilkaarlig med hojere Rost, dvaelende og endnu bredere som en Digter, der, kaelende, oplaeser sit eget Vaerk;
Dagens Ord