United States or Gabon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.
Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen. Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren. ... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. Saa blev der ganske tyst i Huset. Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som hun var.
De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt. Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.
Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende indsatte Tænder. Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet. -Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet: -Det har været lidt slemt med Skorstenen.
Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen. -Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo. Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til. -Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e.... Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele Vagten: for Ida skulde to Ærinder ud at købe.
Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over hende. Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille.
Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender. -Aa Herregud for Jammer aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens Haenderne gik hen over de rystende Ruder. Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand. De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine.
Ned ad Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren staa.
De gik bort. -Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsørgeren falder fra. Og saa skiltes de.... Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage: Huset var ved at vaagne. Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen.
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen. -Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.
Dagens Ord