United States or Libya ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pompadour havde faaet Ordre til at putte den i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had: Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor? Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede Gange.
Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i Knæ ved det, og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar. Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.
De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for "den store Deltagelse". Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for Bai og hans Svogre: -I al Tarvelighed at De ikke sidder ene.... Fru Abel tørrede sine Øjne: -Man véd, hvad det er at miste, sagde hun. Sværmen var borte. Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet....
En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i sit gamle Leje. Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde dele Skæbne med de mange andre Kongens yngre Hustruer f.
Ja, og vi svinger Kværnen, saa det knager, skogrer Menja, vi maler til Barsel og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger sidst. Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i Mulmet og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og Menja: Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden.
Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten: Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis ... Og det andet kunde føre til Opdagelse! Kun en Tokrone stak hun til sig. Det var jo hendes Fødselsdag. Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden.
Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem Laagen med Kisten paa sin Nakke.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere. -Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng. ... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret. Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren. Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne. De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.
Tale gjorde han ikke, mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene stod aabne. I Storstuen stod Kisten. Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for Vinduerne. Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt. Der laa Sønnen stille.
Dagens Ord