United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Der gik blot en hastig Skaelven hen over Tines Ansigt og hun forsogte at smile som til et Ja. Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamaelte, satte de sig rundtom og fulgte med Ojnene Rogen af deres Cigar.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt. -Det gor ham dog ondt, taenkte hun. Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa Laeberne fra hinanden: -Bolling er jo saa syg. -Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling det bliver vaerre og vaerre....

Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit Ansigt mod Armstagens Bronce.

Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret. Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem. Hvad er I for Folk? Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen.

Hør, Harald! Harald! Ja, ja jeg forsikrer dig, Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller. Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du narrer mig. Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer. Ja, det skulde være det.

Da rejste et lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed.

Og Fluesnavset skal gnides af Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne Øjne tindre af Fryd. Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en Krog og længes. Endnu er det bare blevet til at liste omkring.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv. De maatte skilles. Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens Elendighed.

Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu de tre Ord: -Glem mig ikke. Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget paa den samme Plet. Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede.

Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ... Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt, thi Tankerne lod hende ingen Ro ...