United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !


I den sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten op. Og som han sad der og lod Maskinen rulle jævnt og sindigt frem, smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde færdes imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt forjættet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en driftig Ungdom, der udførte en saadan Daad.

Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham !" Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu ham; men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort.

Munden stod lidt aaben, det var hende den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene.

Forresten er jeg ikke saa nøie inde i det; jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke.

For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København. Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang som vilde han overdøve alle de klingende Hamre: Nu var det forbi Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte han at leve med det nye København.

Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham.

Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn?

"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket tæt." De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ... "Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff. "Nina?" "Ja hun saá daarlig ud." William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff. William lod distræt: "Nej ej," sagde han saa, "det er noget siden." "Jeg troede, Du spiste der."