United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: -Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn bare sé Dem, og troede det ikke selv. Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter klart. Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede Stemmer.
Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.... -Tre Mand tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom. -Fa'er og Mo'er og Arthur Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. -Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud.
Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre: -Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd: -Ligesom for hans Brødre. -Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Måneder. Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække. Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå for Jordens Herre.
Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine.
"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?" Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der stod: "I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin." Nikola vendte sig om til Laohwan.
Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide Blouser og sorte Silkekaskjetter.
I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver, som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.
Dagens Ord