United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg sprang hurtig ud af Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende tilbage.

Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde! Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt. Du skriger, sagde han. Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det hørtes over alle Bjærge?

Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne. De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.

Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af Portens Stolper. Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind mod Stolpens Kant. Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og det fredløse Hjerte ... Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

-Det var en Mand med Koste. -Hun kommer aldrig, sagde Katinka. -Vi faar dig syg igen, sagde Bai. Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge. -Hvad sagde han? sagde Bai derude. -Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede. -Sover Fruen? -Jeg tror det....

Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev! Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev.

Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand! den skinnede mellem Haaret. William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke. Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.

Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv lige som et Lys i Ryggen med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange: -Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.

Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej. Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.

Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen. Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den betegnede Vei. Det var mit første Stævnemøde.