United States or Kenya ? Vote for the TOP Country of the Week !


Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar han skrev. -Hvad skriver De? sagde han. -Hvor var De iaftes, sagde Berg. -I Rømersgade der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.

Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden. -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i Døren.

Han tog det og saa' paa Haandskriften i Hjørnet var der en Svale med en fransk Devise: Nous reviendrons : Berg blev siddende lidt, før han brød det og læste: »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen for at opleve endnu en Sæson. Vi hilser Dem alle. Deres ASTA HELTZ«

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind. De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade til. Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen.

De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind. Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa' paa Nips og Billeder.

-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida. Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet.... Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde: -Naa, saá De den ny paa Kontoret?

I er jo vant til Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst et halvt Pund mere, véd du.... -Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det behøves jo ikke, Minna.... -Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at forsømme ved en lille Passiar. -Aa, nej det ikke, sagde Berg trist.

-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen. Berg var gaaet hen til Pulten: -Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer. Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk....