United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte.
Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham, saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart, som havde jeg mit Regiment til Parade.
Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig.
Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ... Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme Vej. Du faar begge mine Spover ... Hallo! Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber. Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg. Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne.
Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg maa laane denne her, saa takker jeg ..." Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage. "Tror De nu, Menneskene bliver bedre eller blot klogere af det, de læser?" sagde han. Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham. "Ja, for jeg tror det ikke.
Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin Vandflaske.
Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og mørkt Anstrøg. »Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa«, sagde jeg til mig selv, »derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som mine Tanker.
"Min Gud! vil du ikke svare?" "Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals. "Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at vi aldrig maa komme til at sige Farvel." Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit Liv lidt svag.
Ogsaa Afgangsexamen bestod han med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lærte ham at kjende paa mine Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og ved at faa ham til at komme i mit Hus.
Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme.
Dagens Ord