United States or Ukraine ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks." "Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken. "Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu. Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"
Karl lo: -Ja, man maa jo høre ham. Ida sad og saá ud for sig: -Men alligevel, sagde hun sagtere. Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber. Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals. -Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han. Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.
"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab; De vil føre den med Dem i Graven." "Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."
Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge.
Og da vi dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt eller kjed af Paris. Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris.
I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var bleg og slank og skønnere end nogensinde: Velkommen, Onkel Joachim ... Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder: Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende saa hun har kælvet?
"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem 10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. "Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra det at jeg tager Dem med mig.
Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise Gengæld."
"Hun sagde, at Deres Karakter lignede hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive Venner." "Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans Øjne. "Man maa ikke tale ondt om de Døde," sagde jeg undvigende. Han saá lidt ærgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst. "De har Ret," sagde han.
I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til. Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder.
Dagens Ord