United States or American Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !


Karl lo: -Ja, man maa jo høre ham. Ida sad og saá ud for sig: -Men alligevel, sagde hun sagtere. Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber. Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals. -Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han. Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

Den forrige løb fra os til den første nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun holder Hvedebrødsdage naturligvis." "Ja ja naar De ikke vil have mig ind, saa ..." "En anden Gang maaske naar Birger er hjemme han er saa rar han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget vil De ikke ha'e Øl?" "Nej Tak."

Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe paa Gryderne.

... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, som fodrede de Dyr.

Der sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med Ansigter, der tindrede af Forurettelse ... Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergæster Middagskaffe. De sad og stirrede sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem at vanhellige Stedet.

Talte blot om ét og det samme: det , man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stødt til Hæren. Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, for at se.

Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene. Ida saá ud mod det skridende Mørke: -Nu er det forbi, sagde hun. -Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl. -Ja, sagde Ida hastigt og glad.

Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede Støi. Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og man kunde høre hende over den halve Sal.