United States or Gibraltar ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den, at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden.

De si'er, at han gaar her hver Aften! Lad være ! skreg Kaninen og gyste. Det er Synd af dig, Baby! Er du da virkelig bange? Det ved du godt .... Det er da ikke noget at være bange, naar man er to! Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet! Men Frøken Jansen dog!

Men han slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. »Storken« havde nok faaet Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se Pigen. Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer.

Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom hun saa, hvor bleg han var: -Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til Luft. -Er Vejret smukt, spurgte Appel. -Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt. -Skinner Solen? -Ja. -Saa gaa dog saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.

Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok endnu adskillig dyrere end det fortjente. Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i »Grosser Garten«. Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade.

I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.

Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som kom at infestere hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c.

En sjælden Gang modtog de Besøg af Fru Herdings Broder, Onkel Klavs Kihler. Det var en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i sine unge Dage i kort Tid rejst med et Skuespillerselskab, derefter havde han i Rækkefølge været Impresario, Fuglehandler, Artistagent, Bladudgiver og Korsetfabrikant.

Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen. -Ja ja ja, ja ja vist Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke ja vist.... Giovanni tog hans Haand. -Lad mig saa gaa, sagde han, tak Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej. Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham: -Giovanni, kunde vi ikke rejse?

Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig. Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette Øjeblik er der to Kinesere, som forfølger Dem ned ad "Strand". Tusmørket er faldet paa, og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem den Lejlighed, de ønsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op i min Droske."