Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juni 2025
Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched, saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus.
Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig. "Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde overbevist om, at De bør have nogen til at tage sig af Dem. De er ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene." "Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modløst, "den véd jeg god Besked om.
Jeg er kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra." "Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har været saa længe fra hinanden." "Holder du endnu af mig, Gladys?" "Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du faar?" "Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det.
Tiden var falden fra ham. Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav Røg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter. Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er bleven set i Danmark.
Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.
Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.
Vi har ikke haft nogen, som man kunde kalde Mænd, her kun en Masse gamle, ækle Fyre om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget, saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og Ex-Ambassadører og saadan noget, og de fleste var saa fæle, som de vel kunde være.
Turneringen begynder. Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden. I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis sjeldent, at Partilidenskaben ved en grande séance ret længe kan holde sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. "Silence au Mexique" brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. "Silence
Og naar han virkelig gjemmer saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er den dog kun en død Skat.« »Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem uvillig bort?«
Skal jeg gaa til ham straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?" "Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham." "Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.
Dagens Ord
Andre Ser