United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait.

Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres Dagligstue.

For det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen. Skal de sprænge oppe i Stenbruddet? Ej ja! en hel lille Væg. Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna. Du kan jo spørge Fader derom. Det vil passe godt imorgen.

Det er altsaa derfor, at du holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre Men det er du jo ikke. Naar du ikke kjender dem ! Det er jeg vis paa, det er umuligt andet .... Forresten, hvad kommer de Andre mig ved? Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig. Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det!

Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen. Ja, Minna stakkels . Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale. Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet.

Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr.

En Gang imellem standsede han og nikkede. Da de kom hjem, vilde han Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den hun var ganske højtidelig og bleg og den gamle tog den: -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skød, med rokkende Hoved.

"Aa, ja naar man vil leve, men jeg vil hellere ..." "Naa, ja saa hæng Dig!" William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt. "Men Du tør ikke." Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig." "Det er jo en hel Del." "Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har ... skam ikke nægtet Én noget.

Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det samme uudtalelige Navn, begreb endnu mindre, at jeg selv var her, og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.

Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig. Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, blev det kjære Barn mer og mer tavs.