United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun gav ikke en Lyd men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig paa Knæ og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i det tætte Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte mod Kanten af et Bord, der var derinde. Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere. Hun sprang hurtigt op.
Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og Digler saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel paa en Solskinsdag, tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte.
Det er vist ogsaa bedst, hi hi! sagde hun det er vist ogsaa bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig omfavne mig. Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig paa Gulvet: Maa jeg ...? Maa jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...? Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!
Jeg var lige ved at omfavne hende, men udefra kunde de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa Rækværket. Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften.
Hvilken vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt. "De er vel ikke saaret!" spurgte han. "Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til " "Saa, saa!" afbrød han.
Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og Djævelen i samme Aandedræt! Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab.
Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det samme uudtalelige Navn, begreb endnu mindre, at jeg selv var her, og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.
Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende og kaldende om mellem hinanden. „Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en. „Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden. „Konebaaden blæser i Søen!“ Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til Konebaaden.
Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene med en Gestus, som om han vilde omfavne den, og denne Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde. At man ikke boer her og daglig har det for Øie!
Dagens Ord