United States or China ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge? En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden ... Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.
Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole. Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert overfor fremmede." "Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først kender hinanden lidt bedre."
"Jeg troede, De kunde tænke Dem ... Jeg læser gerne alt muligt." "Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for mig at træffe Valget. Eller sværere ligesom man vil tage det. Se nu her" han gik hen til Reolen og tog en Bog frem "synes De om noget af den Slags?" "For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet ingenting.
"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og kyssede mig, "min søde, søde Evangeline." "Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg, da jeg kunde tale det kan man ikke, naar man bliver kysset. "Hver en Smule, lader det til.
Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.
Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke igen han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige, hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.
Saa lod hun Buketten synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen og Hendes Højhed smilede paany Synet af visse Gjenstande frembragte altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene; #de# forblev trætte og graa og afskedigede hende med en Bevægelse med Haanden. Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne. Det var en lang Række af Værelser.
Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster. -Tak, sagde hun: -Men lad dem visne her. Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun: -De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster. Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden. Det var Hestene, der blev spændt for.
Han skar Tænder og begyndte at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød. Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende Ord: Sæt ham op paa Kakkelovnen! Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet. Fly mig en Stol! sagde hun.
Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede. Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i Bukselommerne. -Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.
Dagens Ord