United States or Bhutan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin Aare og begyndte at ro. De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen.
„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline. Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ „Konebaaden“ , de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste bort, og siden havde man intet hørt om dem.
Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som Konebaaden. „Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa maatte de bugsere ham langt til Søs for at føje ham. I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled sig løs og løb op mod Elven.
Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os. Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.
Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg. Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham.
Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa Stilladset, hvor Manden havde gemt sig. Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd. Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et Hus.
Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende og kaldende om mellem hinanden. „Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en. „Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden. „Konebaaden blæser i Søen!“ Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til Konebaaden.
Jeg havde fulgt Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse.
Han fik knapt Tid til at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som nu skulde hænde ham med de hvide Mænd. Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet.
Dagens Ord