Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. september 2025
Ved de forskellige Lejrpladser man drager jo længere og længere ind i Landet dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher fra tidlig Morgen til sen Aften og ofte kan det jo være haardt nok for 5-6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for Præsten.
Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen.
Pigen raabte og skreg. „Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i Bunden af Konebaaden og vrælede. Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok, og sagde: „Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“
Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man skulde forstaa ham. Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte.
Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem det.
I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians Smædesange, Christian hed dengang „Konebaaden“. Derned og Syd paa ... Ha jai ja, ha jai ja ... Jeg undser mig vel, Da jeg skal udfordre i Sang ... Derned og Syd paa ... Derned og Syd paa ... Ha jai ja, ha jai ja ... En vældig Mand Skal blive min Fjende, En gevaltig Mand! Det er det store Kyssetøj ... Derned og Syd paa ...
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig. En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar. „Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.
Og da vi endelig stak Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter. Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til det Sund, der førte over til Kangeq.
Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa pludselig kan de forsvinde igen.
Og Kateketen, der frygtede, at alle skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. Jeg meldte mig som Roer. Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af den. „Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter os alle sammen!“
Dagens Ord
Andre Ser