United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa slap Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest videre ind i den tykke Skov, Skridt for Skridt. Det gik stadig opad. Træerne stod tættere og tættere. Natten var fuldstændig stille. Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd hørtes. Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just.
"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke at være bange, de vil ikke fatte Mistanke." "Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?" "De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til venstre for Kløften." "Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem."
„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han. „Jo! men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“ Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv: „Jeg tror, det var Fanden selv!“ „Fanden! Hvad mener du?“
Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem og respekterede den. De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og silde men alene vedblev William at leve.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene. Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade Mennesker.
Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse til at raabe ned mod Kløften: „Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom kun, hvis du tør!“ Jeg springer op og løber hen til ham. „Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer os som Tøse eller som Hedninger?
Og saa begyndte Jagten forfra. Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene: Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde Dannebrog, paa en Pind! Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani Kom nu ned og klæd dig paa!
Paa den anden Side Kløften saa han hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den store Kvinde højt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans Side af Kløften, vaade og grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var krøbet igennem. Og han stod rank paa Guldet.
Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at græde, uden optænkelig Grund! Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det skjønneste Eftermiddags-Veir.
Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, et Spøgelse eller en Aand eller ... „Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg. Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os. „Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“
Dagens Ord