United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os begge til at springe op det var Hundegøen. Nu vidste vi begge, at de eneste Hunde i denne Egn hører til den frygtelige Deggirace, der omtrent er lige saa høje som Ponyer fra Shetland, lige saa stærke som Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige.
Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“ „Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; men nu er det visselig for sent.“ Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op. -Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk. -For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paa Udpakningen.
En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr Moses tror jeg, han hed fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.
Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig pludselig om: Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner! Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet, der ligeledes standsede. Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard og Frue.
Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder. Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld: -Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse.... Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned: -Nu faar jeg hende ikke at se.... -Men, Ida. -Nej, nu faar jeg hende ikke at se.... ... Saa var de der. Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.
Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.
Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder. Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."