United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen. Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting, gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se: En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der kunde skabe sig til et Menneske. Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende.
„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger jo Næring af Skarn.“ Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den sige: „Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn.“ Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen: „Gaa du nu ud!“ Og saa kom en Flue ud. „Du kan faa mig,“ sagde den.
„Tag mig!“ sagde Tusindbenet. „Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle.“ Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind. Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud. „Tag mig!“ sagde Myggen. „Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak,“ sagde Pebersvenden. „Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa Uheld til Fangst.“ Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.
Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til sidst. En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!
Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, syntes de. Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle: „Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“ „Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte.
Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa Besøg. „Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede engang paa en Kajaktur. „Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“ Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje. Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun blev svedt.
Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem. Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra Klipperevnen: „Gaa du nu ud til ham!“ Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde: „Tag mig!“
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone. „Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad. Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham: „Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man hører Lyd af Fugleunger!“ Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. Saaledes randt nu Pebersvendens Dage.
Dagens Ord