United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men ogsaa i disse Omgivelser bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position.

-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk . Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde: -Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som Piger hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret -Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige Fruentimmer.

Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe Anerkendelse for Anstrengelsen burde giveManden derindeen lille Skraa. Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af Fænomenet, noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større.

"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre et andet Spørgsmaal. "Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med mig, videre uden et Øjebliks Ophold." "Lad mig se Brevet," sagde Manden.

Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers Bov kløver Vandet. Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til sig. "Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min Ven havde været aarvaagen?

-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord. Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet: -Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned.

At afbryde ham vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig.

Og hun pinte og plagede Manden, snart med Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare ét Hundrede! Og da Jens stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham.

Jeg forstod pludselig det ydmygende i Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem! Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt.