United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!« »Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?« »Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke.

"Er det saaledes, De forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge." Saaledes var Kejseren.

Jeg vil have mit Arbejde betalt, og Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin Anlægskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionærer høste saa at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden værd?" "Jeg synes dog ..." "Maagerup Du maa ikke sige mig imod.

Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke. -Men Smørret maa være godt, sagde hun. Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags drømmende Sorgløshed.

Men for første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord. ... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre. I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt. Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke vilde arbejde.

Men saa er Livskampen kommen, med onde Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.

-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt. -Han skød sig, sagde Karl. -Nej. -Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde.... -Men hvor er hun da?

Den Gang, da jeg indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed. Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig ud af dem igen." "De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun.

Og et Nu efter lagde han til: -Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav. -Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres Folk. Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit Ansigt: -Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det kan. -Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes.