United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !


Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som denne Strand. Og #tænk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!

Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ingenting i den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde bekymrede det ham ikke, at det var væk. Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var gaaet.

Til Erindring om min Moder. Denne Bog tilhorer dig. Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en "Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore.

Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op. Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud.

Bliv Du gammel, Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom. Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet. Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord.

Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig Rødmen fløj helt ned over hendes Hals men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev. Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst. Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.

Hun havde heller ikke læst meget, mens hun bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes Mand, kom hun næsten til at smile. Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden uden at tage i Haanden og uden at tale.

Og han sad igen som før, mens Brodersen, der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo: -Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han aldrig tør ligge alene i Mørke.... De lo længe, længe allesammen.... Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren.

Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene. Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo. -Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt....