United States or Lebanon ? Vote for the TOP Country of the Week !


De svaje Grene glinser af Væde. Paa de øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det er ret et Herrens Vejr. Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt . Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og Hænderne er blaa. Det har regnet hele Dagen.

Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og Moder og Søn rakte Hals for at læse det det er rent galt nu; alle Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot. , ! gnækkede Maren kanske han, Greven, ku' gøre en Stamherre da! Du er god, Moder! skrev Stasia. Hi, hi! sagde hun og gottede sig.

Baron! svarede Jørgen med rystende Gammelmandsstemme. Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham! Jovel, Hr. Baron, straks! Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten, der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed kærtegnende i Manke og Hals.

Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William indaandede Pudderlugten fra hendes Hals. Lokkerne kom i Uorden ... "Det Haar," sagde hun. Han slap et Øjeblik hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals. "Tak den irriterede mig." De dansede lidt endnu. "Man bliver saa stakaandet," sagde Grevinden. De holdt op. Endelig kom Kotillon.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals. -Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta? -Ja. Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme: -Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

Saa standser de foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten.

Minka, Minka ... Du er saa fin og blød! Hun slog Armene om hans Hals og hviskede: Du maa blive her i Nat ... Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende: Ta'r Du da ikke med til Ravnsholt ...? Nej ... Men slip mig! Der kommer nogen! Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en Nabogaard.

Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige og at bøie sig, hvor hun kom.

Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem. Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere. Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra de andre. Og begge saa de paa Barnet.

Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrem #brændte#. Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde.