United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, som i gamle Dage. Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. -Det var dog Deres Livret det var dog Deres Livret, sagde Madam Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen ved Kommoden det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om Herluf og Fruen.

-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa Gamle? -Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han: -Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig.... ... Herluf kom ud paa Gaden.

Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte. -Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. -Hva'? -Men Amalie ... En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm. -Du dog raabte hun: Herluf Berg.

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab igen glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre. -Ja det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord: -Og man kom løs, sagde han. Han gik ned.

Hun begyndte at spørge om Berg hvor han havde været og sagde saa pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar: -Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer. -Nej han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men de ventede og Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.

Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen.

De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af Brombaer: -Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv lob hun op imod Markhojen. -Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft Bakke og Dal saa gron og blod.

Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden. De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.

I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum. -Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme. -God Morgen, svarede hun ud i Tilskuerrummet, saa det klang. -Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve. -Vel, svarte hun igen.

Og som Væggene var aabnede Sluser, hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet drønede var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen: -Marseillaisen! Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil det, sagde han. Jeg vil det.