United States or Austria ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal have sit. Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter et Vræl angstfuldt og skingrende. Hva ...! Mine Ben ryster under mig. En Skikkelse kommer frem. Hvem ...! Bare , Alverdens Niels.

Det var Qvam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de til de pludselig alle blev stille. -Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa. Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte. -Godaften, sagde han. -Godaften. -Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.

Og med Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse en halv Time til Ende. Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket, Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes.

"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de kom ud af Klosterporten. Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til Theatret. Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end før.

Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt ... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte. Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind.

-Er Mo'er klædt paa? spurgte han. -Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra Mørket: Men alt er i Orden. -Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol. -Ja. De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde: -Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.

-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet og han slog paa Frakken maa s'gu indvies. Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu netop nu, hun skulde gaa.

"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed "aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han under Hulken. "Farvel Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket.

En halv Time senere stod Solen op, og saa raabte Nikola Holdt. "Vi maa skjule os et eller andet Sted," sagde han, "og drage videre, saa snart Mørket falder paa. Se Dem om efter et Sted, hvor det ikke er rimeligt, at man opdager os." I nogen Tid saá det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.