Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede til, og Vintre gik og Somre. Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens de fra Kobenhavn og alle de fra Horsens.
Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke. Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. -Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs.
Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen. I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv. Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.
Herluf var længst i Latinklasserne. Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen. Hr.
Paple, Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap. Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, Madam Bølling nynnede med paa sin Stol. Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig.... Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: Han skulde danse han skulde danse, raabte Tine.
Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg. Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen. Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.
De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage. -Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans Ansigt før jeg rejser. -Farvel du, hviskede Herluf. -Farvel og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. -Ja naturligvis jeg skriver, sagde Herluf. -Ja Tak. De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.
Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte ham: -Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf: -Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? -Ja, sagde Herluf. -Og her? -Er mit, sagde Herluf. Hr.
Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at ryste. Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham. -Ikke ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse.
Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme »Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa lystige hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, de skulde ikke »rykke ud«.... Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt.
Dagens Ord
Andre Ser