United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var færdige? hvad? havde Du?" Hun gik lige hen og tog ham i Armen. "Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det forbi nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?" Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en Stol. "Hvorfor er De kommet," spurgte han.
Konferentsraaden havde drejet sin Stol, saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter.
Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen: -Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes og saa siger de, jeg vil kun befale ... Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød.
Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa det støttede mod Væggen. -Hvor har I været? sagde Kaptejnen. -Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad. -Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng og tre vandkæmmede Smaapiger.
Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn.... Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk. Maria Carolina græd meget, da han døde. Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort.
-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun. Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.
Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. Saa gik han. Lidt efter kom Greven hjem. Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand.
Han maalte Afstanden til Døren. Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: "Nej," sagde han og lo igen, "der er laaset af jeg har laaset af." Han saá lidt paa ham med et skadefro Glimt i Øjnene: "Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa være forsigtig, meget forsigtig." William greb for sig og støttede sig til en Lænestol. "Ja," sagde han besværligt, mens han betvang sig.
Saa ubeskrivelig ømt lod hun Haanden glide gennem den hulkendes Haar: -Aa kære Huus Tiden vil mildne dette her ... De ... -Naar De hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til Bordet nu rejser ... og vi ikke ses mere.... -Ja Huus saadan som det jo #maa# være.... -Men jeg vil altid huske Dem bestandig og altid....
-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun næsten vaklede. -Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset faldt ud over Salen.
Dagens Ord