United States or Norfolk Island ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham. De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny Kreaturtarif. -Du, Gamle paa et godt Aar! Bai drak igen. Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der blev ved at spise.

Inger havde grædt, grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken. Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder. Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.

Han var da styrtet gennem Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og sat Ild paa rundt omkring i Halmen.

Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne. De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben skingre gennem Støjen.

-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt. Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften. -Hvor her er mange, sagde Ida. -Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog altid en Afveksling.

De siger, disse Folk, at de kan kende vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber, som de kalder Trivialiteter ligesom de finder det trivielt, at Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.

-Hm. De kunde lære endnu. Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham. -Hvem var han? spurgte Giovanni. -Han? Mr. Cooke. -Cooke Jokeyen? -Ja. Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden. Giovanni opsøgte sin Fader. For fire fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt.

Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja. Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun. -Han er kørt efter ham, sagde Agnes. Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne. -Hold, sagde Vaagekonen. Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde Sved.

Gennem den aabne Dør til Dagligstuen hørte Isidor Frøken Sofies Hulken og Fru Lines Tyssen: Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vær nu en rolig og fornuftig lille Pige ...! Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager os fra Havslunde ...! Nej, nej, vist gør de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...

Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se. Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?