United States or Qatar ? Vote for the TOP Country of the Week !


De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken. -Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r? -Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd. De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden.

-Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld. Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød og sagde: -De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venlig; Idas Arm.

Frøken von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer. Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til og hjalp Hendes Højhed op. -Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun. Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen. Lidt efter anrettedes Souperen.

Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte. -Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop. Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis var iforvejen og læste paa alle Dørplader.

Det er et Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte Sneglehuse.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i Gæsteværelset. Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede sin Mund ind mod hendes. Man er saa ond imod mig! sagde han Alle, alle! Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse.

-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal.

Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.

Bodil . Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og Giftermaal ligesom jeg. Abigael . Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter. Ambrosius . Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget Andet at tænke paa.

Hun tænkte kun: -Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham. Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham. Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren: -Profossen er her, hviskede hun. Det gav et forskrækket Ryk i Ida. -Hvor? hviskede hun. -Paa "A". Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.