United States or Cambodia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun havde om Morgenen sendt en Krukke Smør. Af Mandfolk var der ikke et eneste. -Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri. -Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen. Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen, uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne.

Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter.

Han snakkede ganske som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens Skørt. Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning om Gildet.

Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han saá raadvild op efter Harriet, og medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede Trappetrinnet. Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng kendte aldrig Maade i noget. En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme Skønhed paa et Børnebal.

"Lad os gaa ned og læse højt," sagde Stella. Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog.

Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden lød Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund. Saa sagde Hans Excellence: -Sidder hun derovre endnu? -Hvem? -Mener Grandpapa Elsebeth? -Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter. Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence: -Der er intet at vente efter ... og han fortsatte: -Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.

-Et enkelt, sagde Ladyen. -Sig os det, sagde Moderen. Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede Sprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt: Jeg elsker Dig, som Havet elsker den vide Kyst, som det beskyller, dækkende og altid den bedækkende med et evigt Kys.

Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod Himlen. Saa sagde hun sagtere: -Mon Pinjer ser meget anderledes ud? De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen. -Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet endnu. -Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens. Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig: De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord de vilde da ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af vore egne ind nu, sagde de.