United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !


Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav. En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen. -Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet: -Aa, Tine lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le. Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt. -Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab igen glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre. -Ja det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord: -Og man kom løs, sagde han. Han gik ned.

Jeg blev staaende meget længe, stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle, som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde løses.

-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne Kære Ven Naa skal De denne Vej? jeg følger Dem.... Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned. -Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man maa give mig Grunde....

Hun tav, med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem. ... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.

Men hendes Naade blev ved at læse stirrende i Brevet, ubevægelig: Det er med oprigtig Sorg jeg bringer Budskabet om Løjtnant von Waldecks saa pludselige Død. Hans Fader som ved Gravelotte heltemodig gav sit Blod for Fædrelandet, var min Ungdoms Kammerat. Det synes, som om nylig en Del af Løjtnant von Waldecks Gjæld var betalt ved Slægtninges Hjælp; men den større Del har vel truet uafvendelig.

William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund saa gav han sig til al le. "Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le. "Ja, netop og Du er den sidste!" "Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige." "Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas Stemme rystede.

-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne: -Hvorfor skulde det vel blive anderledes? Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud. Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne. Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte: -Dér er Hans.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad. Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst. Et Jocelyn arrivant Mademoiselle vilde hjælpe hende: Et Jocelyn arrivant Men hun stammede, holdt op ... Et Jocelyn ...

Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender. -Aa Herregud for Jammer aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens Haenderne gik hen over de rystende Ruder. Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand. De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine.